Kampen for retten til abort har altid været tæt sammenvævet med kampen for adgang til prævention og seksualoplysning. Det hele begyndte i 1920’erne, hvor de mange udslidte arbejdermødre, illegale aborter og forbud mod at reklamere for prævention fik en række enkeltstående personer til at tage sagen i egen hånd. De oprettede foreninger, etablerede seksualoplysningsklinikker, holdt foredrag og lagde pres på politikerne. Senere kom flere og andre til og kravet om seksualoplysning og fri adgang til abort voksede gennem århundredet både fra eksperter og befolkningen.
Her på siden kan du finde nogle af forkæmperne og se vores forslag til yderligere læsning.
Thit Jensen (1876-1957) var skønlitterær forfatter
og en varm fortaler for seksualoplysning, men imod
abort.
I 1920’erne rejste hun rundt i Danmark og holdt foredrag om børnebegrænsning og prævention. I foredraget Frivilligt Moderskab agiterede hun bl.a. for brugen af pessar og for at der var en sammenhæng mellem lykkelige og sunde familier og antallet af børn.
I 1924 var hun en af initiativtagerne til Foreningen for seksualoplysning.
Jonathan Leunbach (1884-1955) var læge og tilhænger af både seksualoplysning og abort. Han var medstifter af Foreningen for seksualoplysning i 1924, og foretog selv op mod 300 ulovlige aborter i begyndelsen af 1930’erne i sin klinik. Det gav ham en fængselsdom på 3 måneder og forbud mod at praktisere som læge i 5 år.
Individ og Samfund etablerede en række abortkontorer rundt omkring i landet, hvor uønsket gravide kunne få rådgivning til, hvordan man fik en abortansøgning imødekommet i Mødrehjælpen. Derudover organiserede de abortrejser til bl.a. Polen og England.
Individ og Samfund balancerede hele tiden på kanten af loven, fx da de i 1969 fik trykt en ”gør-det-selv abortvejledning”, der i tekst og billeder forklarede, hvordan den gravide kunne fortage en abort på sig selv.
Noget tyder på at holdningen til abort har været noget mere liberal i befolkningen end blandt politikerne. Dels i forhold til synet på, hvad der skulle til for at få en lovlig abort, dels i forhold til, hvor hårdt ulovlige aborter skulle straffes.
Det kan man blandt andet finde eksempler på i begyndelsen af 1930’erne, hvor nævningene ofte frikendte læger og andre, som havde udført ulovlige aborter.
Der er også eksempler på indsamling af store pengebeløb til læger, som fik frataget deres ret til at praktisere som læger, fordi de havde foretaget ulovlige aborter.
Hvad befolkningens holdning generelt har været til abortspørgsmålet får vi første gang en mere valid fornemmelse af i 1965. Her spørger Gallup nemlig befolkningen om:
”Mener de der bør være en vis adgang for kvinder til at få afbrudt et svangerskab, hvis de selv ønsker det…..?”
69 % svarede ja, 16 % nej.
Dansk aborthistorie fra 1920'erne til 1973
af Det Kgl. Biblioteks kønsforskningsteam
Kontakt: koensforskning@kb.dk
