Engelsk: Boganmeldelser

Conversations with Ian McEwan

Ryan Roberts (ed.)
Conversations with Ian McEwan. University Press of Mississippi, 2010

Den engelske forfatter Ian McEwan er en helt unik litterær stemme, som for længst har slået sit navn fast som en af vor tids store forfattere. Han debuterede i 1975 med novellesamlingen ”First Love, Last Rites” og siden har han skrevet 13 romaner, den sidste ”Sweet Tooth” fra 2012. Dertil kommer en række novellesamlinger, bøger for børn, skuespil, filmmanuskripter og sågar librettoer.
I denne samtaleantologi får vi et indblik i den løbende dialog mellem en forfatter, hans værk og hans læsere. Gennem disse tankevækkende diskussioner med en række litterære personer, f.eks. forfatteren Zadie Smith og David Remnick, redaktør på det toneangivende magasin The New Yorker, får vi et helt unikt indblik i McEwans forfatterskab. Samtalerne forløber over perioden 1978 - 2008
McEwan siger selv om sin skriveproces:
"... the process of writing a novel is educative in two senses; as the work unfolds, it teaches you its own rules, it tells how it should be written; at the same time it is an act of discovery, in a harsh world, of the precise extent of human worth."

McEwan lægger sig her tæt op af Foucaults tese om, at forfatteren ikke er den geniale skaber af et givent værk, og at ingen forfatter således ejer betydningen af det litterære værk. Forfatteren går ikke forud for sit værk og er derfor ikke kilden til værkets betydningsdannelse. Forfatteren er som ideal snarere et funktionelt princip, der udvælger og udelukker positioner i det, som Roland Barthes definerer som et skrivningens nulpunkt, som ikke er et ingenting, men en skrift befriet for konvention og ideologi, hvor sproget i en konstant bevægelse ender med at pege på sproget og dermed på teksten selv. Og netop sproget i McEwans værker er fascinerende; der er en præcision og en klarhed i hver sætning samtidig med at der er en iboende underliggende betydning. Der er også uhygge i betydningen das unheimliche, der er perversitet, morbiditet, surrealisme, magisk realisme – men det skrig uden vold, og vi forføres ind i teksten.
Som appetizer på bogen, vil jeg referere fra David Remnicks samtale med Ian McEwan, som fandt sted d. 6.10. 2007. Et af samtalen indledende spørgsmål er:
"You went off to boarding school at a very young age with dreams of doing what?"
Og i det lange svar får vi et indblik ikke bare i dannelsen af en forfatter, men i hvordan al den litteratur han fortærer danner ham som menneske. Karrieren starter med et kursus på universitetet i East Anglia, hvor man kunne arbejde med egne værker. Det bliver ”Homemade”, som senere fandt vej til novellesamlingen ”First Love, Last Rites”. Der er kriser i forfatterskabet og han tager på lange dannelsesrejser så langt som til Kabul. Hjemvendt kommer der en ny farlighed i hans skrivning, han bliver endog beskyldt for at skrive for at chokere, han siger selv: "perhaps this was a young man’s insistence on being noticed. I had an exaggerated desire to be vivid, loud, dark, whatever you want to call it."

Remnick spøger ind til om hans skriveproces er ændret nu hvor han er i 50erne. ”Has the process of writing a novel changed for you radically?" Og McEwan svarer: "No, I am terrible at beginnings. I never know what I want really. I think there’s something there but I can’t see it. I can spend a year just writing out opening paragraphs. A good example would be Atonement. Well into a year of pursuing various little things and then, one morning, I wrote a paragraph about a young woman coming into an Adam style sitting room in a country house with a bunch of wild flowers that she’s just picked and she goes across this room – there is morning sunlight, there’s a harpsichord that no one ever plays – and she finds a very expensive vase. And rather than put water in the vase first, she puts the flowers in the vase and then thinks about where she’s going to get the water from. Something about the room, the woman, the wild flowers in a precious vase – I knew that I’d finally started a novel, but I didn’t know what on earth it was."

McEwan siger på et tidspunkt: "I feel I haven’t yet written the novel that I really want to write. It’s just beyond recognition. I’m thinking about a reader, an ideal, ghostly reader, and that reader can’t turn away. And I’m not talking about suspense, I’m talking about how wonderful it would be to erupt into such clarity and precision in the naming of feeling or shifts of consciousness that the act of recognition in the reader would be too powerful to resist."

På et spørgsmål fra publikum om de sjældne øjeblikke hvor skrivningen bare flyder siger han:
"Yes it’s a form of grace. The words flow and you are completely at one with the thing it is you’re describing. You don’t even pause to pursue a word – it’s simply there. For me it’s never lasted more than a half an hour. It’s really not only to do with writing it’s to do with a form of absorption and difficultly in which we then feel as if we’re finally justified our existence with the gift of consciousness …this. Happiness isn’t the word. It’s beyond emotion really. Often only known in retrospect, too. It’s a great subject."

Jeg tror McEwan her beskriver den meget personlige følelse af det sublime, en følelse man som læser af hans bøger ofte strejfer.

Kirsten Thomsen.

Jennifer Egan: A Visit from the Goon Squad

Jennifer Egan: A Visit from the Goon Squad
(da oversættelse: Tæskeholdet banker på)

Det er på alle måder en bemærkelsesværdig roman, Jennifer Egan har skrevet, eller måske er det en samling noveller, og alligevel ikke, snarere en række kapitler hvor blikket følger snart den ene karakter, snart den anden. Inspireret af så forskellige ting som Proust’s ”På sporet af den tabte tid” og ”The Sopranos”, er romanen som et kalejdoskop, der i en fragmenteret form viser os aspekter af tid og fortælling, forbundenhed og brudflader. Men allermest er romanen både tematisk og fortælleteknisk en tekst centreret omkring betydningsfulde øjeblikke, overgange, hvor forandring finder sted for øjnene af os. Bogen er fuld af sådanne øjeblikke, ofte sprogligt af stor skønhed, f.eks. beskrives Scotty Hausmann  under hans come-back koncert:
”That’s when he began singing the songs he’d been writing for years underground, songs no one had ever heard, or anything like them… ballads of paranoia and disconnection ripped from the chest of a man you knew just by looking had never had a page or a profile or a handle or a handset, who was part of no one’s data, a guy who had lived in the cracks all these years,  forgotten and full of rage, in a way that now registered as pure. Untouched” (s 344).

Det er vanskeligt at referere hvad romanen handler om, andet end at vi præsenteres for forskellige stemmer, hørbare i særlige øjeblikke, stemmer der interagerer selv i brudfladen og som tilsammen er en afsøgning af, hvordan mennesker forbinder sig til hinanden - eller ikke. Snart er vi i 1970’ernes San Francisco, snart i 1990’ernes New York. Vi cirkler rund om nogle få karakterer: Lou, med hang til kokain, som bliver mentor for en talentløs ung bassist, Bennie, som bliver musikproducer, med potensproblemer, Sasha, hans assistent, en kleptoman, som har et forhold til Alex, som senere hjælper Bennie med hans gamle skolekammerat Scotty’s comeback koncert. Bennies kone arbejder for Dolly, hvis datter Lulu ender med at arbejde for Alex, osv osv.

 ”Goon Squad” (en reference til begrebet tid), er ikke bare fragmenteret, men også eksperimenterende, da et af kapitlerne er skrevet som en power point præsentation, der projekterer Sasha’s teenage datter Alison. Hendes bror er besat af pauser i rocksange, som, på samme måde som de pauser der opstår når et slide afløser det næste, bliver en metafor for det afgrundsdybe skel der kan være mellem det vi mener og det vi siger. Der er i det hele taget et interessant fokus på sprog, på den måde teknologien transformerer vores sprog til ”textmessage” sprog, f.eks. sender Alex en tekstbesked til sin kone i koncertmylderet: ”pls wAt 4 me, my bUtiful wyf” (please wait for me, my beatiful wife), den kone, som er en stjerne i den akademiske verden, hvor hun bl.a. beskæftiger sig med ord, der ikke længere giver mening uden citationstegn, tomme ord som er frarøvet deres betydning og reduceret til en tom skal, ord som ”friend” and ”real” and ”story” and ”change” (s 329) -  lige præcis de ord der driver romanen frem på det tematiske plan. Og sådan skubbes vi til af Jennifer Egan, mens hun fortæller os, at det er selve forbundetheden os mennesker imellem, der er det bærende princip, at det er de mennesker vi støder ind i der tilsammen udgør ”the story of our lives”.

Jennifer Egan: ”A Visit from the Goon Squad”, Corsair, 2010

Kirsten Thomsen.

Den fortabte søn vender hjem

Marilynne Robinson: Home
New York : Farrar, Straus and Giroux, 2008

Home er en hemmelighedsfuld og lidt reserveret roman – helt bogstaveligt.
Hovedpersonerne opholder sig her og nu under samme tag, men forholder hinanden det meste af hvad de tænker og føler – det går i stedet til os læsere, og man bliver dybt berørt. Som Sarah Churchwell, anmelder på The Guardian, siger: ”One of the saddest books I have ever loved” - og man må give hende ret, for bogen kommer helt ind under huden på én i sin uforløsthed og sin nærved og næsten følelse. Tematisk bevæger vi os inde i så store følelser som synd, frelse, forløsning, nåde og tilgivelse – eller som en af personerne siger: om hvorvidt mennesker kan forandre sig.

For en tid følger vi fire personer: faderen John, den presbytianske præst , datteren Glory som modstræbende er vendt tilbage for at passe sin døende far, familiens sorte får: sønnen Jack, som efter 30 års fravær også er vendt midlertidigt hjem og endelig faderens bedste ven og præstekollega, dog fra en anden kirkelig retning. Jack er vidunderbarnet, men samtidig outsideren, hvis uforklarlige mangeårige fravær har skabt et sort hul i faderens liv. Jack følte sig aldrig hjemme i sit hjem, og han vender hjem med allusion til den fortabte søn, men uden at der sker nogen sjælelig helbredelse. I hvert fald ikke nok.
Home er en roman som ikke beskæftiger sig nævneværdigt med plot, det der interesserer Marilynne Robinson er observationerne af de fine små nuancer i menneskers forandringsproces. Det er tanker frem for handling, og på den måde skriver hun sig ind i et fornemt litterært slægtskab med selveste Jane Austen.
Home skal helst læses sammen med forgængeren Gilead, som vandt Pulizerprisen, og som foregår samme sted og med de samme personer, men som ses fra et andet perspektiv. Men mens hovedpersonen i Gilead kæmper med engle og modtager en form for velsignelse, kæmpes der i Home med dæmoner, af proportioner som er John Donne værdig, og som fører til uigenkaldelig afsked.
Home fortæller samtidig en meget større historie, for den løfter sig op over sit eget univers og danner sammen med Gilead en på samme tid episk og voldelig fortælling om Amerika fra 1857 til 1957, som spørger til borgerkrigens konsekvenser, til abolitionist-bevægelsen, videre til raceurolighederne og menneskerettighedsbevægelsen. Krig og fred, nationen over for individet, kirken over for staten og ikke mindst hvid over for sort.
Det er en roman som anerkender begrebet synd, men som også gavmildt tror på nåden. Det er på alle måder en vidunderlig og mærkelig bog – læs den!
Kirsten Thomsen

Hvad var det lige der skete?

Amy Waldman
The Submission. New York: Farrar, Straus and Giroux, 2011.

Den fiktion der skrives om angrebet på USA 11. september 2001 udgør en særlig genre inden for amerikansk litteratur. Her skiller The Submission sig ud, fordi den ”tør” bruge satiren til at udforske hvordan tragedien udnyttes af de magtfulde til at pleje egne interesser.
Inspirationen for den tidligere New York Times journalist Amy Waldman har tydeligvis været den polemik omkring etableringen af et Muslimsk kulturcenter ikke langt fra ”Ground Zero”, som nåede sit højdepunkt i sommeren 2010. I The Submission er handlingen sat til 2003 og drejer sig ikke om en moske men om etableringen af en mindelund for angrebet på World Trade Center 2001. Mindelunden skal på den ene side efterkomme de efterladtes behov for et sted de kan sørge og på den anden side være et nationalt historisk symbol.
Handlingen er kort fortalt, at der har været udskrevet en arkitektkonkurrence om udformningen af mindelunden, og en jury, nedsat af statens guvernør, har brugt måneder på at vurdere de anonymt indsendte forslag. Endelig er de nået til enighed om at vælge projektet ”Haven” (i kontrast til nr. 2, som har titlen ”Tomrummet”). Herefter kan ophavsmandens identitet afsløres, og her viser det sig at være en muslim, Mohammad Khan, der er arkitekten bag. Juryen er i oprør, for hvad vil konsekvenserne være for nationen, for juryen og for mindelunden ved at vælge en muslimsk arkitekt. Så bryder kaos løs, for nogen lækker historien til tabloidpressen og hysteriet tager over.
Submission – ordet spillet på sin flertydighed og går fra betydningen 'at levere et indlæg' til betydningen 'underkastelse'. Hvis vilje skal juryen, byen og staten eventuelt underkaste sig? og helt centralt står, at Islam betyder 'den der underkaster sig'. Til trods for det alvorlige emne er der som sagt både satire og megen humor i bogen, f.eks. da den karikerede tabloid journalist som overskrift i sin klumme svinger sig op på så intellektuelt et niveau som dette: ”problemet med Islam er Islam –”
Romanen er så meget mere end en historisk roman. I stedet for at beskrive tragedien d. 11.9. reflekterer den over tårnene selv og deres funktion, til det bogstavelige tomrum de efterlod i New Yorks skyline, som er skabt gennem generationer, og romanens fokus er på multikulturelle problemstillinger, ikke mindst de stereotype af slagsen.
Hver karakter i romanen er eksponent for en kulturel synsvinkel: vi har broderen til brandmanden af irsk afstamning, den illegale immigrant fra Bangladesh, der er den manipolerende og egocentrerede journalist fra New York Post, den anti-muslimske kristne korsriddertype, muslimske aktivister, assimilerede muslimer og der er den velhavende enke med de liberale anskuelser tilsat en god portion frygt og der er den sekulære jødiske filantrop. Tilsammen danner alle disse stemmer en kakofoni og romanen lægger sig som sådan op til andre multikulturelt tematiske romaner af f.eks. Zadie Smith og Tom Wolfe.
Det centrale spørgsmål i romanen er om en kunstner med muslimsk baggrund producerer et muslimsk kunstværk og romanen giver selv svaret, at et kunstværk ikke kan reduceres til kunstnerens historiske, religiøse eller geografiske tilhørsforhold ved at afsøge hvad der sker, hvis man gør 9/11 til en konfrontation mellem kulturer og værdier. I denne afsøgning kommer selve kulturbegrebet til diskussion, idet der stilles skarpt på forskellen mellem at være uenige og at tale fra forskellige identitetsmæssige positioner.

De to helt centrale karakterer er arkitekten Mohammad Khan og den velhavende enke Claire Burwell, som mistede sin mand under angrebet, og må forsvare sin støtte til Kahn’s forslag over for mange af de andre i juryen.  Khan er født og opvokset i USA, universitets- og arkitektuddannet. Han er en principfast mand der gennem romanen bliver han stadig mere selvretfærdig, mens Claires liberale idealer tilsvarende smuldrer. Romanens gribende højdepunkt er en scene mellem Mohammad og Claire. De er anbragt i et rum, ukomfortabelt, fordi det fysisk er for lille. Claire ønsker at Mohammad på tomandshånd skal forklare hende den dybereliggende mening bag hans forslag. Hun siger ”I can’t go on backing the Garden without knowing more” og ”how can I support a memorial when I don’t know what it is?” Hun foretager dermed den kobling at mindelunden er hvad Khan’s intention med den er, det vil sige at kunstværket ingen autonomi  har. Hun synes ikke Khan giver hende den ønskede forklaring (og forsikring om at det ikke er en islamisk have til minde for terroristerne), hun springer op og smækker døren bag sig. I næste scene ser vi hende ved en pressekonference hvor hun flankeret af repræsentanter for American Muslim Community beder Khan trække sit forslag tilbage. Waldman antyder, at årsagen til Claire’s skift er at hun ikke kan tilbagevise Mohammads insinuering om, at hendes liberale finansmand var repræsentativ for destruktive kræfter i en kulturel krig, som USA har påført sig selv. I yderste konsekvens at 9/11var en tragedie som USA delvist påførte sig selv.
Romanens store styrke er at den har mange afsluttende lag, ikke mindst at Claire havde ret så langt, at haven var inspireret af en konkret islamisk have fra det 14.århundrede. Men hun tog fejl i at haven var et islamisk kunstværk, for denne inspiration blev kun brugt til at give mindelunden et universelt og æstetiske billede af paradisisk fred og ro i en verden af lidelse og kaos og dermed en have der kunne være en katalysator for en national helende proces.

Kirsten Thomsen